Oprindelsen af Orpington racen er godt og nøje dokumenteret. Det sørgede skaberen af racen William Cook for. Med stor flid og dygtighed sørgede han for opmærksomhed om sit nye opdræt. Hans udødelige Orpington, er den eneste af de populære racer med en kendt, og nøje beskrevet oprindelse. Uden William Cook ville der aldrig have været en Orpington race. Vi ved meget om hvordan racen og de forskellige farvevarieteter blev avlet frem, dette kan der læses om i forskellige ældre bøger og tidsskrifter. Men oplysninger om Orpington ophavsmanden og hans familie, som alle spillede en stor rolle, har været ret sparsomme. Her i nyere tid er flere detaljer ved rene tilfældigheder, kommet frem i dagens lys, det er sket igennem forskellige købere af ejendomme og andre ting som engang har tilhørt familien Cook. De mest relevante af disse oplysninger, er brugt i udarbejdelsen af denne kronologiske Cook beretning.

1849: William Cook blev født i St. Neots, Huntingdon, som ligger ved nordsøkysten af England.

William Cook i hestevogn, ca 1900

1863: Begyndte William Cook at arbejde som drosche kusk i Chislehurst i Kent. Han udviklede i en tidlig alder sin interesse for fjerkræ, det startede på en nabogård. Det var i disse år at kontrolleret fjerkræavl blev udbredt. Der blev avlet med Dorking og andre indfødte racer, samtidig med at racer som Langshan og Kochin blev importeret.

Postkort, byen Orpington, ca 1955

1869: William Cook, som var blevet gift, flyttede til byen Orpington, hvor han boede i Tower House i Sevenoaks Road, sammen med sin kone Jane. Her begyndte hans fjerkræ karriere for alvor at tage fart. Både det rent praktiske arbejde med fjerkræ, men også hans evner som forfatter begyndte at udvikle sig.

1882: Blev den første af hans mange bøger udgivet. ” Den praktiske fjerkræavler og opdrætter”, udgivet i hele 8 udg. den sidste i 1930.

1886: “Man spurgte mig, om jeg ikke kunne fremelske en hønserace, som foruden at være et godt slagtedyr, også skulle kunne lægge brunskallede æg, og i de kolde vintermåneder lægger disse rigeligt og konstant”. Efter flere års eksperimenter tog William Cook et kæmpe spring ind i historiebøgerne, og viste for første gang den sorte Orpington, opkaldt efter den by hvor Cook boede. Racen fremavledes ved at krydse sorte Minorka med sorte Plymouth Roshs og Langshans, senere blev der tilført sorte Kochins, der bevirkede at Orpington typen blev mægtigere, kort benet og stærkt befjeret. Sorte Orpington betegnedes dengang som fremragende og perfekte, selv om de mest lignede typen på vore dags Australops, altså mere stramme af befjering, smallere af krop og mere højtstillet. Opdrættere samledes om udstillingsburende med denne nye race, kritikken var præget af misundelse til den ene side, og af stor begejstring til den anden. Ikke en eneste dyr blev solgt, før han med henblik på blodfornyelse, havde varieteten i 6 stammer. Da han endelig stillede sine forsøgsdyr til salg, var der ligefrem kapløb om at få fat i dem. ” Mange første klasses fugle solgtes i en ruf “, sluttede en beretning. I samme år blev William Cook redaktør og udgiver af fjerkrætidsskriftet ” The Poultry Journal “, som blev udgivet i mange år frem over.

1888: Sorte Orpington med rosenkam blev fremavlet, og er stadig i den engelske standard.

1889: Den hvide Orpington blev introduseret, i sin første udgave, den havde også  rosenkam. Den hvide varietet fra Cook, var der ikke så stor efterspørgsel på.

1890: William Cook, hans kone Jane og deres fem børn, tre sønner og to døtre, flyttede til et gods ved navn Waldens Manor. Det blev straks omdøbt til ” Orpington House “. Her var der den fornødne plads til at udvide fjerkræopdrættet. Der blev arbejdet hårdt på at fremavle den gule Orpington, i fremavlsarbejdet blev der brugt guldspættet Hamburger, gul Kochin, brun/røde Dorking samt en lokal landrace, gul Lincoolnshire, som var særdeles udbredt i området på det tidspunkt. Fjerkræforretningen havde stor fremgang, et London kontor blev åbnet på Queens Head Yard. Cook brugte meget af sin tid på at skrive fjerkræbøger, udgive sit fjerkræblad, og rejse rundt og holde foredrag, for alle typer foreninger, herunder et stort antal sogneråd. Selvfølgelig for at få fjerkræavlen mere udbredt. Han foretog et intensivt studie af forskellige sygdoms påvirkninger af fjerkræet, og havde på ” Orpington House ” en operationsstue og et fjerkræhospital. Cook havde mange folk i arbejde, ansatte elever, solgte forskellige fjerkræartikler, div. medicin, vitaminer, fjerkræfoder og meget andet. Under hans fravær var farmen i sikre hænder, da den ældste datter, Elizabeth Jane, stod for driften. Hun blev assisteret af sine brødre og søster, og blev som sin far en ekspert i avl og opdræt af fjerkræ.

1894: Kan man helt sikker sige at Orpington racen var i Danmark, Det fortæller en annonce fra den 16. februar 1894, ” rugeæg af 1,2 Orpington, importeret direkte fra Wm. Cook, Kent, England, a 3 kroner pr. stk. Chr. Hansens Forsøgsstation Aarhus “. Der er ingen oplysninger vedr. farve. Den gule Orpington introduceres, blev først modtaget uden den store interesse, men alligevel havde den gule varietet hurtig udmærket sig til den store berømmelse, ved sit indavlede rolige væsen og egnethed til at trives godt. Og hundrede år efter, er den over hele verden, så populær som aldrig før.

1,1 sorte Orpington, 1895

1897: Fremavlede Cook en Orpington varietet han kaldte Jubilee ( jubilæums Orpington ). Et par blev fremavlet som han ville forære den engelske regent Dronning Victoria I. ( 1837 – 1901 ). I anledning af dronningens 60 års regeringsjubilæum i 1897 ( diamant jubilæum ). Cook vidste at dronningen på sin sommerresidens havde mange nyttige og sjældne hønseracer, valgte han at fremavle et par rødbrune dyr der var oversået med ” diamanter ” ( små hvide pletter ). Den trefarvet varietet var blevet fremavlet. Cook mødte selv op med en hane og en høne under armen, for at søge audiens hos dronningen og afleverer sin jubilæums gave, verdens første Orpington i den trefarvet varietet, som taknemmeligt blev modtaget af Hendes Majestæt Dronning Victoria I. Det var også dette år William Henry Cook, Williams ældste søn, forlod Orpington House og købte hans eget, Elm Cottage. Købeprisen på780£, var et lån fra sin far. Skødet dateret 30. juni 1897, beskrev William Cook som ” Gentlemann of Orpington House “.

 William Cook med signatur, 1898

1900: Familiesammenholdet begyndte at slå revner. Det viste sig at lånet ikke blev betalt tilbage. Tilsyneladende havde William Henry på dette tidspunkt sin egen fjerkræhandel.

Tysk standardbilled af Orpington, ca. 1900

1902: William Cook fortsatte uændret sin forfatter virksomhed, fjerkræhandlen og avlseksperimenter på Orpington House. Han havde nu etableret fjerkræfarmen i Sydafrika og i Amerika, der viste sig at blive begyndelsen til et verdensomspændende handel. Han besøgte ofte de to farme, på trods af at han var en syg mand, han led af astma og lungeemfysem. På Orpington House kom der flere varieteter frem fra produktionslinien. Blå og Gul Orpington ænder og Sort/Hvidplettede Orpington.1904: William Cook den store fjerkræ pioner, og skaber af Orpington racen, døde den 25 juni, kun 55 år gammel. Hans i forvejen dårlige helbred blev forværret efter konens død året før. Cook blev begravet ved hans kones side på Star Lane Cemetery, St. Mary Cray. Den danske lensgreve, Ahlefeldt Laurvig, gæstede ofte Orpington House og købte hver gang kostbare racedyr, især gule Orpington. Lensgreven udtaler at Cook havde altid 20 – 25 forskellige racer og varieteter i opdræt og var en meget dyktig forretningsmand, der forstod at tage noget for sine dyr. Sidste gang Lensgreven besøgte Orpington House fortæller han: ” jeg nærmede mig hønseriet, over hvilket der hvilede en underlig trykkende luft. Himlen var overtrukket med et blåsort slør, ingen haner galede, og ingen mennesker sås. Jeg gik op mod huset, hvorfra der lød orgelmusik og salmesang. Jeg ringede på og en af sønnerne kom ud og tog imod mig, han kendte mig fra tidligere besøg, og fortalte, at man var i færd med faderens begravelse. Jeg tilbød høfligt at trække mig tilbage, men Cook jun. sagde, at når greven havde ulejliget sig til Orpington House, var det vel for at gøre forretninger, hvorefter bisættelseshøjtideligheden udsattes for en stund. Hønseriet blev beset og de nødvendige handler afsluttet “. Sønnen, William Henry, arvede ikke en part af sin fars forretning, selv om han solgte sin farm, og betalte gælden tilbage, i håb om at få del i arven. Datteren Elizabeth Jane, arvede fjerkræ farmen på Orpington House. Hun købte bror og søster ud og forsatte sin fars forretninger og avlseksperimenter. Som sin far holdt hun mange foredrag og forsatte udgivelsen af fjerkræbladet ” The Poultry Journal “.1907: Elizabeth Jane fremavler den Gøgespættede ( Tværstribede ) Orpington. Også den Blå randtegnede fremavles, udstilles første gang i 1910. Opdrætteren udtaler bla. ” for tiden er Blå Orpington den mest modstandsdygtige varietet inden for racen. Den lykkedes ligeså godt i Indien som i Rusland eller Canada. Blå Orpington er knap så stærk befjerede som de øvrige varieteter, og selv ældre høner holder æglægningen fint. Jeg tænker navnlig på en høne som jeg tog med til Amerika, hvor den tre gange fik første pris og efter en rejse på 13000 km. igen kom lykkelig hjem til Orpington House. Den begyndte allerede ombord på hjemrejsen at lægge æg og gav mig senere en af de bedste haner, jeg nogensinde har set. Hønen døde 7 år gammel. Elizabeth Jane videreudviklede Orpington anden og fremavlede den brune varietet. Det nye blev forsat fremavlet til ” William Cook & Sons ” ære.

Engelsk standardbilled af gule Orpington, 1908

1911: William Henry forsatte på sin egen måde. Hans firma ” W. H. Cook a/s “, ekspanderede kraftigt. I England var der på det tidspunkt ikke mindre end 7 specialklubber for Orpington, en for hver farvevarietet.1912: Importerede fabrikant M. Grill, Odense et hold sorte rugeæg fra Orpington House, flere rigtig gode kyllinger blev resultatet. Grill brugte disse engelske dyr som blodfornyelse, til sin egen stamme, og resultatet udeblev ikke, afkommet blev kåret med 94 og 95 p. og en hane med ikke mindre end 97 point.

Visitkort fra Orpington House, ca. 1930

1933: Endnu en familietragedie indtraf, da Elizabeth Jane blev overfaldet og dræbt, på byens hovedgade. Så efter næsten 30 års personlig administration af firmaet ” William Cook & Sons “, hørte dette pludseligt op.

Amerikansk standardbilled af sorte Orpington, 1926

1947: William Henry trak sig tilbage fra sit firma ” W. H. Cook a/s ” fjerkræfarmen blev solgt og senere udstykket. Er vi kommet til enden af den enestående beretning om Cook familien og Orpington racen?. I 1960èrne kunne man i Norfolk se et firma ved navn ” W. Cook and Sons a/s “, handle med forskellig fjerkræ. Og her i nyere tid har en slægtning skænket ” W. Cook Pokalen “, som skal tilfalde den bedste Gule Orpington på den Engelske National udstilling. Selvom der er en naturlig udvikling i Orpington racen, vil den altid være en levende hyldest til dens fremavler, familien William Cook.

Skrevet af  Bent Nielsen.